Renault Danmark

Vælg en side

Med kun omkring en uge til årets første grandprix i Melbourne, er Formel 1-folket på vej til Australien. 2018-feltet udgøres af 10 teams og 20 kørere, men alle teams har også unge test- og reservekørere, der venter på en chance i motorsportens kongeklasse

Renault Sport F1 har i denne sæson britisk-koreanske Jack Aitken som officiel reservekører. Rollen indebærer, at han vil være standby ved alle løb, og kan træde til, hvis Nico Hülkenberg eller Carlos Sainz Jr bliver forhindret i et køre.

”Jeg får mulighed for at lære en masse af Nico og Carlos, og samtidig vil jeg se, hvordan teamet, ingeniørerne og alting fungerer i Formel 1. Jeg er klar til at springe ind, men selvfølgelig håber jeg det bedste for Nico og Carlos,” siger 22-årige Aitken, der ved siden af reservekører-jobbet stiller op i det internationale Formel 2-mesterskab. Her afvikles løbene i sammenhæng med Formel 1-grandprixerne, og Aitken skal blandt andre konkurrere med sin Renault Sport F1-kollega Artem Markelov. Den 23-årige russer er teamets test- og udviklingskører, og vil i den forbindelse tilbringe mange timer i simulatoren i hovedkvarteret i Enstone i de kommende måneder.

Test-, reserve- og udviklings-kører jobbet er i dag den typiske indgang til en fast plads i Formel 1-feltet. Renault Sport F1´s faste kørere Nico Hülkenberg og Carlos Sainz Jr tog samme rute: Tyskeren var i 2009 test- og reservekører for Williams-teamet, inden han året efter fik et fast sæde. Sainz Jr testede for både Red Bull og Toro Rosso i 2014 inden han debuterede for Toro Rosso i 2015.

Sidste års Renault Sport F1-reservekører Sergei Sirotkin debuterer i år i Formel 1 for Williams-teamet. Esteban Ocon, der var reserve for Renault Sport F1 i 2016, kørte sidste år sin første Formel 1-sæson for Force India, som han også stiller op for i 2018.

Danske Christian Lundgaard befinder sig lidt længere nede på rangstigen. Den 16-årige dansker er den yngste kører i Renault Sport Academy, der blev grundlagt i 2016 – forøvrigt med Jack Aitken som et af de første medlemmer. Lundgaard, der i år skal køre i Formel Renault 2,0, fik for nylig sine første omgange i Renault Sport F1´s simulator i hovedkvarteret i Enstone, og skal som ’akademi-elev’ med til en række grandprix´er i den kommende sæson for at lære om Formel 1.