Renault Danmark

Vælg en side

Renault Sport F1 og resten af Formel 1-feltet er i fuld gang med årets første vinter-test på Circuit de Catalunya udenfor Barcelona.

Mens man tidligere måtte teste frit – og de rigeste teams testede næsten hver uge og enkelte gange på to baner samtidig! – er der i dag stramme regler for hvor og hvornår man må teste. Op til 2017-sæsonen er der otte testdage (27. februar – 2. marts og 7. – 10. marts), hvor alle 10 teams deltager. De to 4-dages tests afvikles begge på Circuit de Catalunya, hvor der er rimelig sikkerhed for godt vejr, og hvor banen byder på de fleste af de typer sving, den nye generation af F1-biler vil møde i løbet af sæsonen

For at gøre verdens dyreste sport bare en smule billigere, er det kun tilladt for hver team at have én bil med til vinter-testerne. Det betyder, at alle teams må dele testdagene mellem deres to kørere, og i denne uge lod Renault F1 Nico Hülkenberg køre mandag, Jolyon Palmer tirsdag og de to kørere får en halv dag hver onsdag og torsdag. Det amerikanske Haas-team foretrak at give deres to kørere Kevin Magnussen og Romain Grosjean to dage i træk, og her kørte danskeren mandag og tirsdag, mens franskmanden er på banen onsdag og torsdag.

For at give mekanikerne rimelige arbejdsforhold, er der i grandprix-weekenderne begrænsninger for hvor mange timer, der må arbejdes på bilerne hver dag. Disse begrænsninger gælder ikke under testerne, hvor de nye biler og den evige skiften mellem to kørere kun øger arbejdsbyrden. Derfor har mange teams indført toholdsskift: Dagsholdet arbejder på bilen i løbet af dagen, og spiser så middag i paddocken med natholdet, mens der udveksles informationer om dagens arbejde. Natholdet løser så de opståede problemer, inden de spiser morgenmad med dagsholdet, der bringes up-to-date med bilens tilstand.

Ved siden af de officielle tests har hver team mulighed for at gennemføre to såkaldte ’PR-dage’, hvor de maksimalt må køre 100 km, og skal bruge andre dæk end normalt. Disse dage er i princippet forbeholdt TV- og filmoptagelser, men bruges også til at checke en ny bil for eventuelle ’børnesygdomme’, inden de officielle tests. Renault, Haas og en række andre teams brugte således en af deres PR-dage på Circuit de Catalunya i sidste uge.

For at give kørerne mulighed for at afprøve den nye generation af regnvejrsdæk, håber man ligefrem på, at en de otte dage ved vintertesterne finder sted på våd bane. Hvis regnen ikke kommer naturligt, overdænger man banen med vand, og det er planen at torsdag i denne uge skal bruges til regnvejs-tests – uanset at vejrudsigten for Barcelona og omegn lover strålende solskin.

Ved testen er banen åben fra klokken 09.00 til klokken 18.00, kun afbrudt af en times frokostpause mellem 13.00 og 14.00. Der er derfor mulighed for at køre masser af omgange, og de flittigste kørere – i de mest holdbare biler! – kan nå både to eller tre grandprix-distancer på en testdag.

Renault F1-Team´s nye kører Nico Hülkenberg var begejstret for den nye generation af Formel 1-biler, der med bredere dæk og revideret aerodynamik er betydeligt hurtigere end deres forgængere.

”Bilen føles meget hurtigere – og er sjovere at køre”, sagde tyskeren efter de første testomgange i den nye Renault R.S.17.