Renault Danmark

Vælg en side

Derfor bruges ældre biler til Formel 1-tests

Christian Lundgaard, der er med i Renault Sport Academy, er klar til sin første Formel 1-test. Den kun 18-årige dansker skal efter planen teste en af Renaults Formel 1-biler i løbet af efteråret.

Testen vil finde sted i en af teamets ældre modeller.

Af omkostningshensyn er der stramme regler for test af de aktuelle Formel 1-biler. I år er det således kun tilladt at afprøve 2019-modellerne ved vintertesterne (to gange fire dage på Circuit de Catalunya i februar), to tests i løbet af sæsonen (to dage efter hver af grandprix´erne i Bahrain og Spanien) og en dæktest efter finalen i Abu Dhabi.

Men Formel 1-reglementet åbner også mulighed for tests med det, der officielt hedder ”Previous Cars”. De defineres som Formel 1-biler der er mellem to og fem år gamle. Det er en af disse Lundgaard skal køre i de kommende uger.

Faktisk indeholder Formel 1-reglementet også bestemmelser for endnu ændre biler. I en sport, hvor udviklingen sker med 300 km/t, kalder de ”Historic Cars”, og defineres som biler, der er mere end fem år gamle. De bruges også til diverse opvisninger, og det var i en af disse ”historiske biler” Lundgaard i april kørte sine første Formel 1-kilometer. I en PR-event op til Frankrigs Grand Prix kørte den dengang 17-årige dansker op og ned af en række afspærrede gader i Paris i en 2012-model.

Kevin Magnussen, der kørte for Renault F1 Team i 2016, fik også sin første Formel 1-test i en ældre model. I sommeren 2013 kørte han en lille håndfuld omgange i en McLaren-Mercedes fra 1998 på Silverstone-banen i England.

Marco Sørensen, der i dag kører GT-racing for Aston Martin, var i 2009 en af Renaults såkaldte ”udviklingskørere”, men han kom dog aldrig ud og køre i en af teamets Formel 1-biler.

Da Renault for en periode trak sig ud af Formel 1 blev teamet overtaget af Lotus. Her var Sørensen i 2013 også ”udviklingskører”, og han fik i september samme år en enkelt testdag på den franske Formel 1-bane Paul Ricard i en 2011-model.

Le Mans-legenden Tom Kristensen har også kørt en historisk Formel 1-bil med Renault-links. I 2012 sad han ved det engelske showløb i Goodwood bag rattet i en Lotus-Renault, der i 1985 blev kørt af selveste Ayrton Senna.

Danmarks første Le Mans-vinder, John Nielsen, kørte i 1984 en håndfuld omgange på Jyllands-Ringen i en af Alain Prost Renault Formel 1-racere fra den foregående sæson.