Renault Danmark

Vælg en side

Chritian Lundgaard rykker tættere på kongeklassen

 

16-årige Christian Lundgaard forsætter sin kurs mod Formel 1.

Kravet for at køre planetens mest avancerede racerbil er en såkaldt ’superlicens’, der kun udstedes til unge kørere med overbevisende resultater i juniorklasserne.

På tre år skal de unge kørere erobre 40 point i et sindrigt system, der vægter de forskellige klasser under Formel 1. Sidste år kom unge Lundgaard i sin første sæson helt uhørt mere end halvdelen af vejen til de 40 point: Ved at vinde både det nordeuropæiske og det spanske Formel 4-mesterskab scorede han 24 point.

I år er han rykket op i Formel Renault 2,0. Klassen, der har ’uddannet’ nuværende Formel 1-kørere som Lewis Hamilton, Kimi Raikkonen og Kevin Magnussen, er som regel et toårigt projekt, hvor man lærer i det første år, og kører efter sejre i det andet.

Dét var også Christian Lundgaards plan: At blive bedste Formel Renault 2,0-debutant i 2018, og så vinde mesterskabet i 2019. Men planen er allerede ændret. Efter at have sluttet i top-fem i syv af de otte første løb, siger den danske teenager:

”Nu kører jeg efterhånden efter mesterskabet allerede i år.”

Han ligger i øjeblikket på den samlede andenplads, og scorede i weekenden to femtepladser i sine allerførste løb på den snørklede gadebane i Monte Carlo.

Hvis han slutter i top-tre i mesterskabet, udløser det nye point til superlicensen. ”Og det skulle ikke være noget problem at hente de sidste point i Formel 3 i 2020,” siger han realistisk.

Dermed vil han være Formel 1-klar som 18-årig – præcis den minimumsalder det internationale bilsportsforbund har indført for at udstede en superlicens.

Og længe inden da vil han have ’kørt’ sine første Formel 1-kilometer. Renaults Formel 1-team optog sidste år Christian Lundgaard i deres talentprogram, det såkaldte Renault Sport Academy. Selvom danskeren er den yngste akademikører, har Renault allerede sluppet ham løb i teamets avancerede Formel 1-simulator i hovedkvarteret i Enstone udenfor Oxford.

”Jeg har indtil nu prøvet den én gang,” fortæller Christian begejstret.

”For mig handlede det om at vise hvad jeg kunne. Det var fedt at prøve. Og det er selvfølgelig et skulderklap fra teamet,” fortsætter han.

Renault-teamet var tydeligvis imponerede over ’yngstelærlingen’:

”Jeg er som den eneste af akademi-kørerne udvalgt til at køre i Formel 1-simulatoren resten af året,” afslører Christian.

Den første tur i en rigtig Formel 1-racer kan også komme langt tidligere end planlangt. Mens der er strenge krave omkring superlicens og alder, hvis man skal deltage i officielle Formel 1-løb eller – tests, er der ingen restriktioner omkring ’private’ arrangementer i biler, der er mere end to år gamle.

”De har da nævnt noget om at køre en af deres Formel 1-biler ved en opvisning. Lige nu er der ikke konkrete planer, men de har da spurgt, om jeg ville. Og selvfølgelig vil jeg det,” siger Christian.

Og lyder som om, det var et helt naturligt spørgsmål at stille til en 16-årig!