Renault Danmark

Vælg en side

Japans Grand Prix i den forløbne weekend markerede starten på slutspurten i Formel 1-VM 2017. Der er nu kun fire løb tilbage, og placeringerne i slutstillingen 2017 afgøres i de kommende seks uger.

Mens der er mest opmærksomhed på kampen om den individuelle titel, er slutstillingen for de 10 teams i den såkaldte konstruktør-VM mindst lige så vigtig for deltagerne. De enkelte teams’ økonomi er nemlig i høj grad afhængig af placeringen i konstruktør-VM

Sportens indtægter fra TV-rettigheder, bande-reklamer, VIP-loger etc uddeles til de 10 teams ved hjælp af en avanceret fordelingsnøgle. Her spiller faktorer som for eksempel hvor mange år teamet har været med i Formel 1 og antallet af VM-titler ind. Men den vigtigste faktor er teamets slutplacering i konstruktør-VM i den foregående sæson.

Det handler om trecifrede millionbeløb (i danske kroner), og forskellen på bare én placering i slutstillingen i konstruktør-VM kan udgøre et stort, tocifret millionbeløb.

Team Renault F1 sluttede i 2016 på ottendepladsen i konstruktør-VM. Der var tale om en udviklings-sæson, og teamets daværende kørere Kevin Magnussen og Jolyon Palmer scorede blot point i henholdsvis to og ét løb.

I år er midterfeltet rykket tættere sammen, og konkurrencen skærpet. Indtil nu har Nico Hülkenberg og Jolyon Palmer hentet point i henholdsvis seks og ét løb. Den hårde kamp i midterfeltet betyder, at Team Renault F1 ligger på en øjeblikkelig ottendeplads – foran McLaren-Honda og Sauber og lige efter Haas-teamet med Kevin Magnussen og Romain Grosjean og Toro Rosso.

Netop styrkeforholdet mellem Renault og Toro Rosso forrykkes inden sæsonens sidste fire løb. Når træningen til det kommende U.S. Grand Prix på Circuit of the Americas starter i Austin (Texas) i næste uge, er Jolyon Palmer afløst af Carlos Sainz Jr. (billedet)

For en måned siden annoncerede Team Renault F1, at Sainz Jr skal køre for teamet i 2018. Nu er man blevet enige med Palmer, Sainz Jr og Toro Rosso om, at skiftet gennemføres allerede nu, og det giver Team Renault F1 gode kort på hånden i spillet om slutplaceringerne i konstruktør-VM 2017.

Udviklingen i VM-point fra 2016-17 – fra otte til foreløbig 42 – understreger Team Renault F1’s fremgang. Et avancement i slutstillingen er også realistisk, for der er kun ét point op til Haas, og Toro Rosso er også indenfor rækkevidde.

Slutspurten er i gang. Det handler om VM-point og millioner af kroner!