Renault Danmark

Vælg en side

Efter tre succes-sæsoner, hvor Formel E har rejst verden rundt, slår Rom i denne uge byportene op for det innovative mesterskab, der vinder anerkendelse, hvor der kommer frem. Det sker få kilometer fra det antikke rom, Colosseum, Vatikanstaten og det utal af seværdigheder, som trækker millioner af turister til den italienske hovedstad hvert eneste år.

På lørdag d. 14. april er det begivenheden, der finder sted omkring Marconi obelisken på Via Cristoforo Colombo med Colesseo Quadrato som den spektakulære kulisse, der tiltrækker sig opmærksomheden. Det er ikke bare det første Formel E løb i det centrale Rom nogensinde, det er også Formel E mesterskabets entré på det europæiske fastland i den aktuelle sæson. Og det er starten på 2. halvdel af dette års mesterskab.

Alt at vinde
For Renault e.dams teamet har man på det nærmeste alt at vinde og ikke så meget at at tabe. Når Sebastien Buemi og Nico Prost kører ud på den 2,84 kilometer lange til anledningen etablerede bybane og giver sig i kast med brede boulevarder, som ingen Formel E racerbil før har lavet hjulspin på, er der kun én vej: Man skal være bedre end konkurrenterne, meget bedre.

Præcis som teamet har været det i de tre forgående sæsoner, hvor man vandt mesterskabet og hvor Sebastien Buemi formåede, at blive den klart mest vindende Formel E kører i mesterskabets historie – samtidig med at han også tog en kørertitel undervejs.

Stor udfordring
Men opgaven er stor i år, ikke mindst fordi teamet har haft en udfordrende første sæsonhalvdel. Sidste E-Prix, som fandt sted i Punta del Este, bragte ingen af e.dams Renault kørerne i pointene, alligevel ligger Buemi fortsat på 4. pladsen i mesterskabet og teamet ligger samlet på 5. pladsen.

I Uruguay havde Buemi ellers vundet begge de forgående gange, man havde gæstet den sydamerikanske badeby. I Rom har ingen kørt før, og derfor står alle deltagere lige. Den schweiziske Renault kører er imidlertid kendt for, meget hurtigt at tilegne den rette vej rundt på en ny og ukendt racerbane. Det håber han naturligvis kommer ham til gode, når der skal kæmpes om sejren i det romerske imperium.

”Kunde-Renault” fører mesterskabet
Banen i Rom er den næst-længste i Formel E sæsonen, den er kuperet og i det store hele ret jævn. De minimerer erfaringsmæssigt den konkurrencemæssige forskel mellem de mere og de mindre erfarne blandt de i alt 20 kørere, hvor mesterskabet i øvrigt fortsat føres an af Techeetah teamet, der som det eneste såkaldte ”kundeteam” har købt racerbilerne hos Renault. Det er på den ene side en formildende omstændighed i forhold til Renault som producent af racerbilerne, på den anden side en torn i øjet på e.dams teamet, der har status af officielt fabriksteam.

Det er imidlertid noget af det, der altid har gjort motorsport til noget særligt, samspillet mellem kørere, mekanik og en god portion tilfældigheder. Og det er også det, der holder gejsten oppe i teamet og betyder, at man ikke falder af på den og yder en ringere indsats. Tværtimod klør man på og før eller siden er man tilbage på toppen igen – præcis som Renault altid har forvaltet sin deltagelse i motorsport på højeste niveau.

Vi følger som vanlig op på Formel E mesterskabet her på siden efter at løbet i Rom er overstået. Desuden kan man også følge med i Formel E på Eurosport.

Udsendelsesplanen ser sådan ud på Eurosport 1:
Tirsdag d. 10. april 22:00-22:30: Foromtale
Lørdag d. 14. april 12:00-13:00: Kvalifikation LIVE
Lørdag d. 14. april 15:45-16:00: Optakt til løbet
Lørdag d. 14. april 16:00-17:15: Løbet LIVE
Tirsdag d. 17. april 22:00-23:00: Tilbageblik