Renault Danmark

Vælg en side

Sebastien Buemi og Renault vinder ePrix i Byernes By
Et af sæsonens mest prestigefyldte løb og det måske allervigtigste ePrix for Renault e.dams Formel E teamet er ePrix’et i Paris, Renaults hjemby, Frankmændenes ikoniske hovedstad som ikke for ingenting har fået betegnelsen ”Byernes By”. Løbet fandt sted i lørdags, d. 20. maj, og her vandt Sebastien Buemi i overlegen stil, bedre kunne det ikke gøres.

Sejren var dog ingen overraskelse. Paris ePrix var det sjette ud af i alt 12 Formel E løb, som køres overalt på jorden. I den aktuelle sæson har Formel E løb fundet sted i Kina, Marokko, Argentina og Mexico – og blot en uge inden Paris blev Monaco ePrix kørt på dele af den berømte Grand Prix bane i fyrstendømmets snoede gader. På nær ét (Mexico) har Sebastien Buemi vundet dem alle og i sagens natur har han også en solid føring i kampen om dette års Formel E mesterskab.

Det samme har Renault e.dams teamet, som under kyndig ledelse af DAMS-teamets grundlægger, Jean-Paul Driot og medejeren af e.dams teamet, den tidligere 4-dobbelte Formel 1 verdensmester, Alain Prost, har sikret, at Renault Z.E. 16 Formel E raceren er den dominerende i mesterskabet.

Paris start     

Førte fra start til mål i historiske omgivelser
Sebastien Buemi startede i pole-position, han førte fra start til mål, og længe så det ud som om, at 2. pladsen skulle gå til franskmanden Jean-Eric Vergne, som kører for det kinesiske Techeetah team. Her benytter man også Renaults racerbiler, men Vergnes indsats endte i autoværnet på den til anledningen etablerede racerbane.

I Paris køres der i den absolutte bymidte, rundt omkring det historiske ”Hôtel des Invalides”, hvor man bl.a. finder Napoleon mausoleet, tæt ved verdens mest berømte boulevard, Avenue des Champs-Élysées, og måske netop i disse år var den franske patriotisme endnu mere tydelig. Det nød ikke mindst Renault e.dams teamets anden kører, franskmanden (og Alain Prost’ søn), Nico Prost godt af. Han kom i mål på 5. pladsen, men blev dermed også den bedst placerede franskmand i Paris ePrix’et.

Rivalen i Formel E mesterskabet fra Audi havde ikke et nemt løb. Lucas di Grassi, som ligger 2’er i mesterskabet, kolliderede med Antonio Felix da Costa, Andretti, og resultatet var, at han ikke fik points på kontoen i Paris.

Udbygget føring i mesterskabet
Efter Paris ePrix fører Sebastien Buemi kørernes mesterskab med 43 points – i alt har han 132. Di Grassi er fortsat 2’er med 89 points, alt imens Prost begynder at nærme sig. Han har nu 58 points, som rækker til en foreløbig 3. plads i Formel E mesterskabet.

I team mesterskabet har Renault e.dams sammenlagt 190 points mod Abt Schaeffler Audi Sports 115 points.

Næste afdeling består af to løb. De finder sted i den tidligere Tempelhof lufthavn i hjertet af Berlin d. 10. og 11. juni. Begge løb transmitteres LIVE på Eurosport2.

   

Resultat, Paris ePrix, 20. maj 2017 (6 bedste):

  1. Sebastien Buemi (Schweiz), Renault e.dams, 49 omg.
  2. Jean Marie Lopez (Argentina), DS Virgin, +0,707s.
  3. Nick Heidfeld (Tyskland), Mahindra Racing, +2,043s.
  4. Felix Rosenqvist (Sverige), Mahindra Racing, +2,621s.
  5. Nico Prost (Frankrig), Renault e.dams, +3,521s.
  6. Robin Frijns (Holland), Andretti Formula E, +7,999s.

Stillingen i Formel E mesterskabet (6 bedste):

Kørerne:

  1. Sebastien Buemi (Schweiz), Renault e.dams, 132 points
  2. Lucas di Grassi (Brasilien), Abt Schaeffler Audi Sport, 89 pts.
  3. Nico Prost (Frankrig), Renault e.dams, 58 pts.
  4. Nick Heidfeld (Tyskland), Mahindra Racing, 47 pts.
  5. Jean-Eric Vergne (Frankrig), Techeetah, 40 pts.
  6. Felix Rosenqvist (Sverige), Mahindra, 40 pts.

Teams:

  1. Renault e.dams, 190 points
  2. Abt Schaeffler Audi Sport, 115 pts.
  3. Mahindra Racing, 87 pts.
  4. DS Virgin Racing, 63 pts.
  5. NextEV NIO, 48 pts.
  6. Techeetah, 45 pts.