Renault Danmark

Vælg en side

Af hensyn til aerodynamikken vil designerne have cockpittet i en Formel 1-racer så lille som overhovedet muligt, og tidligere var det en ubetinget fordel, at have så små kørere som overhovedet muligt. I dag er er der af sikkerhedshensyn (og for at tilgodese kørere over jockey-størrelse!) minimumsregler for cockpittets størrelse, men det er stadig en nærmest klaustrofobisk oplevelse.

Cockpittet er placeret i bilens ’overlevelsescelle’, der er opbygget i kulfiber og som beskytter køreren i tilfælde af ulykker. I de åbne Formel 1-biler er kørerens hoved udsat, og derfor går overlevelsescellen højt op i siderne. Der er monteret en ’krave’ af et avanceret, stødabsorberende skummateriale på siderne af cockpittet og bag kørerens nakke. For at ’kraven’ kan yde maksimal beskyttelse findes den med flere forskellige skummaterialer, der fungerer optimalt ved forskellige temperaturer, og løbsledelsen meddeler før hver træning og løbet alle teams, hvilken type der skal benyttes.

I år er kørerens hoved yderlige beskyttet af den såkaldte ’halo’ – en sikkerhedsbøjle omkring cockpittet.

Tyngdepunktet spiller en stor rolle for bilens opførsel og balance, så køreren er placeret så lavt som muligt i cockpittet. Han sidder nærmest på bunden, placeret i et tyndt sæde, der er formstøbt efter hans ryg og bagdel. For at minimere styrthjelmens påvirkning af aerodynamikken og luftstrømmene til motorens luftindtag, er køreren placeret halvt liggende.

Den minimale plads og bilens hårde affjedring betyder, at kørerens kan skade sine knæ og underben mod siderne i det snævre cockpit. Det er derfor ofte beklædt med stødabsorberende materialer, men kørerne har også tit små ’beskyttelsepuder’ uden på kørerdragten ved knæ og underben.

Formel 1-biler har kun to pedaler – bremse og speeder. Gearskift/kobling aktiveres via vippekontakter bag på rattet. Det semiautomatiske transmission er hurtigere, mere effektivt og mere sikker end en gammeldags gearkasse, og har samtidig den fordel, at man med kun to pedaler kan minimere fronten af cockpittet. Det betyder samtidig, at alle Formel 1-kørere bremser med venstre fod – der er slet ikke plads til at flytte højre fod fra speeder til bremse!