Renault Danmark

Vælg en side

Bane: Interlagos (Sao Paulo)

Længde: 4,309 km

Distance: 71 omgange

Antal sving: 15

Historie: Brasilien blev ramt af Formel 1-feber i begyndelsen af 1970´erne. Emerson Fittipaldi vandt VM 1972, og samme år blev der afviklet et Formel 1-løb uden VM-status i Sao Paulo-forstaden Interlagos. Året efter talte løbet med i VM, og det blev vundet af Fittipaldi. Interlagos-banen blev anlagt allerede i 1930´erne, og lå dengang udenfor Sao Paulo, men byen er vokset til at være Sydamerikas største, og banen ligger nu midt i et beboelseskvarter. I 1980´erne flyttede Brasiliens Grand Prix til Jacarepagua-banen i Rio de Janeiro, men i 1990 vendte det tilbage til Interlagos, hvor det er blevet afviklet siden. Den lokale Ayrton Senna vandt løbet i 1991 og 93, og banens første sving er opkaldt efter ham.

Fokuspunkter: Interlagos er beliggende i 800 meters højde, og den tyndere luft giver mindre downforce, end ved havets overflade. Det er en af de korteste baner i VM-serien, men samtidig en af dem med størst niveauforskel. Den bedste mulighed for overhaling kommer under nedbremsning til banens første sving, det såkaldte ’Senna S’.

Dæk: Super-soft, soft, medium

Start (dansk tid): 17.00

Renault og Brasiliens Grand Prix: Renault vandt Brasiliens Grand Prix i både 1980 og 82 med henholdsvis Rene Arnoux og Alain Prost. Michael Schumacher (Benetton i 1995), Damon Hill (Williams 1996), Jacques Villeneuve (1997), Mark Webber (Red Bull 2009 og 11) og Sebastian Vettel (Red Bull 2010 og 13) har alle vundet løbet med Renault-motorer.

Renault-kørernes aktuelle placering i VM: Carlos Sainz Jr: Nummer 9 (54 point) // Nico Hülkenberg: Nummer 12 (34 point)

Renaults aktuelle placering i konstruktør-VM: Nummer 7 (48 point)

Nico Hülkenberg siger: ”Interlagos er en spændende bane. Sektor 2 er min personlige favorit, for den er teknisk med mange sving. Senna S´et er også interessant – her kan man ødelægge en omgang allerede efter få hundrede meter.”

Sidste år: Lewis Hamilton vandt foran sin Mercedes-teamkammerat Nico Rosberg. Renault-teamets Kevin Magnussen blev nummer 14 mens hans teamkammerat Jolyon Palmer udgik efter et sammenstød.

Vidste du: at banen i Sao Paulo officielt hedder ’Autodromo Carlos Pace’ – opkaldt efter den lokale Formel 1-kører, der vandt Brasiliens Grand Prix 1975? Pace blev dræbt i et flystyrt i foråret 1977.