Renault Danmark

Vælg en side

Kevin Magnussen ser frem til weekendens malaysiske grandprix på Sepang-banen. Malaysia kom ind i Formel 1-kalenderen i 1999 på en moderne bane, der blev bygget ved siden af Kuala Lumpurs internationale lufthavn. Store jungle- og plantage-arealer måtte fældes for at give plads til racerbanen og lufthavnen, og en af områdets tidligere beboere protesterede over tvangsflytningen under træningen til det første løb: En panter løb til køreres og fotografers skræk tværs over banen, inden den i et elegant spring forcerede både autoværn og sikkerhedshegn!

Kevin Magnussen og Renault Sport F1-teamet kommer til Malaysias med en flot 10.-plads og et VM-point fra Singapores Grand Prix i bagagen. Ambitionen er naturligvis at score flere VM-point.

”Det er en af de hurtigere baner, og det burde passe godt til vores bil. Jeg håber, at vi kan udnytte de modifikationer i motoren, vi introducerede i Singapore,” siger teamchef Cyril Abiteboul.

”Ligesom i Singapore bliver det et meget varmt og fugtigt løb, så det vil stille store krav til fysikken,” tilføjer Kevin Magnussen.

Han understregede sin gode form i Singapore, hvor han på grund af problemer med drikkeflasken måtte gennemføre løbet uden væskeindtagelse.

”Det var ikke optimalt at mangle vand i et af de hårdeste løb i sæsonen, men jeg klarede det. Jeg måtte bare lade være med at tænke på hvor tørstig jeg var, og fokusere på kørslen,” siger han.

”Jeg kan godt lide Sepang-banen, der har et par gode højfarts-sektioner,” fortsætter K-Mag.

Hastighederne på Sepang-banen ser ud til at blive markant forøget i år, for hele banen er nyasfalteret, og en række sving er blevet hævet for at forbedre overhalingsmulighederne og bortledningen af regnvand.

Malaysias Grand Prix starter søndag klokken 09.00 dansk tid.