Renault Danmark

Vælg en side

Jean-Eric Vergne sikrede sig i cockpittet på sin Techeetah-Renault racer allerede i finaleweekendens første løb i New York titlen som Formel E mester 2017/18. Derved sluttede sæsonen for Renault kundeteamet som der efterhånden var lagt op til, om end presset var stort i den seneste tid. Alt andet lige var det en værdig måde for Renault at sige: ”farvel og tak for denne gang” til Formel E, selvom det ikke var det fabriksstøttede e.dams Renault team, der scorede palmerne denne gang.

For e.dams-Renault teamet blev det også til et værdigt farvel. Sebastien Buemi opnåede pole-position i begge løb – første gang det nogensinde er sket i Formel E historien – og sluttede dermed Renaults Formel E engagement med endnu en rekord. Den betød også, at da André Lotterer og Jean-Eric Vergne i deres Techeetah-Renault racere kvalificerede sig som nr. 2 og 3 til søndagens løb, var det første gang i Formel E historien, at tre biler af same mærke besatte de tre første startpositioner.

I lørdagens løb fik Vergne og Lotterer frataget deres kvalifikationstider pga. af en fejl i en opdatering af motorstyringen, som betød at de fik for mange kW under kvalifikationen. Derfor startede de bagest. Men et perfekt team-samarbejde betød, at Lotterer banede vejen for Vergne op gennem feltet, så han nåede helt op på 5. pladsen i mål. Da rivalen, Sam Bird, sluttede som nr. 9 i sin DS-racer, var Vergne den ny mester, da han ikke længere ville kunne indhentes.

Sebastien Buemi kørte et fornuftigt løb og sluttede lørdag på 3. pladsen, besejret af rivalerne hos Audi, Lucas di Grassi og Daniel Abt. Deres racerbiler var på ny påfaldende hurtige.

 

Sébastien Buemi (SUI), Renault e.Dams, Renault Z.E 17, on Pole Position at the start of the race.

Sejr om søndagen

I søndagens løb var der kun én vej frem for de to Techeetah-Renault kørere, som satsede på at vinde team-mesterskabet til Techeetah, og det gik også fremragende for Jean-Eric Vergne, som vandt løbet. Mindre fremragende var det, at Lotterer tyvstartede og fik en straf, som kun gjorde det muligt for ham at blive nr. 9. Derved gik team-mesterskabet til Audi om end med blot 2 points forspring.

Sebastien Buemi kørte endnu et fornuftigt løb om søndagen, sluttede som nr. 4 og opnåede derved 4. pladsen i årets mesterskab.

Nico Prost kørte brillant under lørdagens kvalifikationskørsler og han startede fra 3. pladsen, men faldt tilbage i løbet og sluttede som nr. 10. Derved scorede han sit sidste Formel E point for e.dams teamet. E.dams fortsætter i Formel E i samarbejde med koncernpartneren Nissan, men det bliver uden Nico Prost. I søndagens løb blev han nr. 11.

Jean-Eric Vergne (FRA), TECHEETAH, Renault Z.E. 17, celebrates after winning the championship.

 

Renault har været klart de bedste i Formel E

På falderebet kan det fastslås, at e.dams Renault i de fire år, Formel E mesterskabet har eksisteret, uden sammenligning har været mesterskabets mest succesrige team. Her er en liste over de rekorder og de triumfer, teamet og dets to kørere, Sebastien Buemi og Nico Prost har skabt:

  • Det mest vindende Formel E team: I alt 15 sejre i 45 løb.
  • Buemi er den mest vindende Formel E kører: 12 sejre i 43 løb (han deltog ikke i New York i fjor).
  • Buemi er køreren med flest pole-positions: 11 i 43 løb.
  • Buemi har 7 gange sat løbets hurtigste omgangstid (rekord).

Præstationerne omfatter desuden:

  • dams Renault har vundet team-mesterskabet tre gange på fire år.
  • Sebastien Buemi vandt kørernes mesterskab i sæson 2.
  • Nico Prost har vundet i alt 3 Formel E løb og er 3 gange startet fra pole.
  • Renault har leveret bilerne til to kører-mesterskabet (Buemi og Vergne)
  • Renault har leveret bilerne til i alt 20 Formel E sejre ud af 45.

New York E-Prix, 11. afd. Formel E 2017/2018

Resultat:

  1. Lucas di Grassi (BRA), Audi, 1t02m30,054s.
  2. Daniel Abt (GER), Audi, +0,965s.
  3. Sébastien Buemi (SWI), e.dams-Renault, +2,583s.
  4. Tom Dillmann, Venturi, +4,090s.
  5. Jean-Eric Vergne, Techeetah-Renault, +4,679s.
  6. Nick Heidfeld (GER), Mahindra, +5,142s.
  7. André Lotterer (GER), Techeetah-Renault, +5,810s.
  8. Nico Prost (FRA), e.dams-Renault, +8,389s.

New York E-Prix, 12. afd. Formel E 2017/2018

Resultat:

  1. Jean-Eric Vergne, Techeetah-Renault, 43 omg.
  2. Lucas di Grassi (BRA), Audi, +0,508s.
  3. Daniel Abt (GER), Audi, +1,287s.
  4. Sébastien Buemi (SWI), e.dams-Renault, +1,782s.
  5. Felix Rosenqvist (SWE), Mahindra, +12,146s.
  6. Mitch Evans (NZL), Jaguar, +20,050s.
  7. André Lotterer (GER), Techeetah-Renault, +28,821s
  8. Nico Prost (FRA), e.dams-Renault, +34,100s.

Slutstillingen i FIA Formel E mesterskabet:

Kørere:

  1. Jean-Eric Vergne (FRA), Techeetah-Renault, 198 points.
  2. Lucas di Grassi (BRA), Audi, 144 pts.
  3. Sam Bird (GBR), DS-Virgin, 143 pts.
  4. Sébastien Buemi (SWI), Renault, 125 pts.
  5. Daniel Abt (GER), Audi, 120 pts.
  6. Felix Rosenqvist (SWE), Mahindra, 96 pts.
  7. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 68 pts.
  8. André Lotterer (GER), Techeetah-Renault, 64 pts.
  9. Nelson Piquet (BRA), Jaguar, 51 pts.
  10. Nico Prost (FRA), e.dams-Renault, 8 pts.

Teams:

  1. Audi, 264 pts.
  2. Techeetah Renault, 262 points.
  3. DS, 160 pts.
  4. Mahindra, 138 pts.
  5. Renault e.dams, 133 pts.
  6. Jaguar, 119 pts. 

    Sébastien Buemi (SUI), Renault e.Dams, Renault Z.E 17.