Renault Danmark

Vælg en side

Sebastien Buemi deltog ikke i New York City ePrix og det blev heller ikke til sejre for Renault e.dams Formel E teamet, da det innovative mesterskab for elektriske Formel racerbiler indtog den gigantiske amerikanske storby i verdenshistoriens første officielle racerløb i New York City. Alligevel udbyggede Renault føringen i kampen om team-mesterskabet – og Buemi er fortsat nr. 1 i kampen om kørernes mesterskab.

Buemi havde kontraktlige forpligtelser, som betød, at han ikke kunne køre i New York. Som ”vikar” overtog Red Bull Formel 1 teamets reservekører Pierre Gasly schweizerens Formel E racer og leverede en fornem indsats. Suppleret af Nico Prost, der trods vanskeligheder under kvalifikationskørslerne også scorede points i begge løb, var teamet i stand til at komme fra New York med et forspring nu på 65 points i forhold til de nærmeste rivaler fra Audi – inden New York var forspringet 58 points.

Kort fortalt blev det til en 7. og en 8. plads til hhv. Gasly og Prost i lørdagens 43 omgange lange løb, og søndag kørte de to sig ind på 4. og 6. pladsen, også hér med Gasly som den bedst placerede af de to. Gasly formåede endda, at kvalificere sig til en startposition som nr. 4 til søndagens løb. Retfærdigvis skal det siges, at Nico Prost led under at køre kvalifikation i den første af de fire kvalifikationsgrupper, hvor banen notorisk var langsomst, og han måtte nøjes med 15. startplads.

Men dermed var den 21. årige Pierre Gaslys premiere i Formel E mere end godkendt. Han havde lidt begyndervanskeligheder under forberedelserne til lørdagens løb, men tog revanche, da starten gik. Og det gentog han i endnu højere grad i søndagens 49 omgange lange løb, hvor netop spørgsmålet om, at forvalte energien rigtigt, var vitalt for et godt resultat.

   

Spektakulær fjerdeplads
Faktisk havde Gasly så meget strøm tilbage på bilens batteri, at han valgte at sætte et angreb ind på Mahindras Nick Heidfeld på 3. pladsen i løbets allersidste kurve. Det lykkedes ikke helt som det var tænkt, Renault raceren ramte barrieren, men kom dog i mål få meter senere. Vo intet vover intet vinder, hedder det, og det var lige ved at lykkes – kun 36/1000 sekund skilte Gasly fra 3. pladsen.

Det blev med andre ord til points for begge Renault e.dams kørere i de to løb og som sådan blev teamets position styrket i forhold til Audi. Ligeså væsentligt var det, at Audi bestemt ikke havde et let løb. Daniel Abt var den bedste Audi kører i begge løb – en rolle, der som regel er blevet varetaget af Sebastien Buemis rival i kører-mesterskabet, Lucas di Grassi.

Abt fik siden tekniske problemer i begge løb, og di Grassi ydede omvendt en flot indsats. Lørdag blev det til 4. pladsen, da Abt udgik fra den placering på løbets sidste omgang, og søndag blev di Grassi nr. 5 – efter Pierre Gasly. Summa summarum: Di Grassi halede som ventet ind på Buemi i kørernes mesterskab, men ikke så meget som frygtet. Fra at have et forspring på 32 points til di Grassi har Buemi nu et forspring på 10 points. Det er vel egentlig meget godt gået, når han nu ikke havde mulighed for at deltage i New York.

   

Finale i Montreal
New York City ePrix var historiens første racerløb og dermed også det første Formel E løb i New York City. Sæsonfinalen finder sted sidste weekend i juli med endnu et dobbelt løb, denne gang i Montreal i Canada. Hér har man en anderledes tradition for at køre motorløb i byens gader – Formel 1 Grand Prix’et har været afviklet dér i årevis. Men det er nyt, at der nu også skal køres Formel E. Givet er det, at der bliver tale om et brag af en finale – om end braget bliver af de mere lydløse af slagsen…

Resultat, New York City ePrix, 15. juli 2017 (8 bedste):

  1. Sam Bird (England), DS Virgin Racing, 43 omg.
  2. Jean Eric Vergne (Frankrig), Techeetah, +1,354s.
  3. Stephane Sarrazin (Frankrig), Techeetah, +4,392s.
  4. Lucas di Grassi (Brasilien), Abt SchaefflerAudi Sport, +6,155s.
  5. Loïc Duval (Frankrig), Faraday Future Dragon Racing, +8,428s.
  6. Oliver Turvey (England), NextEV NIO, +8,952s.
  7. Pierre Gasly (Frankrig), Renault e.dams, +9,321s.
  8. Nicolas Prost (Frankrig), Renault e.dams, +10,036s.

Resultat, New York City ePrix, 16. juli 2017 (6 bedste):

  1. Sam Bird (England), DS Virgin Racing, 49 omg.
  2. Felix Rosenqvist (Sverige), Mahindra Racing, +11,381s.
  3. Nick Heidfeld (Tyskland), Mahindra Racing, +12,319s.
  4. Pierre Gasly (Frankrig), Renault e.dams, +12,355s.
  5. Lucas di Grassi (Brasilien), Abt SchaefflerAudi Sport, +23,451s.
  6. Nicolas Prost (Frankrig), Renault e.dams, +30,470s. 


Stillingen i Formel E mesterskabet (6 bedste):
Kørerne:

  1. Sebastien Buemi (Schweiz), Renault e.dams, 157 points
  2. Lucas di Grassi (Brasilien), Abt Schaeffler Audi Sport, 147 pts.
  3. Felix Rosenqvist (Sverige), Mahindra Racing, 104 pts.
  4. Sam Bird (England), DS Virgin Racing, 100 pts.
  5. Nico Prost (Frankrig), Renault e.dams, 84 pts.
  6. Nick Heidfeld (Tyskland), Mahindra Racing, 78 pts.

Teams (6 bedste):

  1. Renault e.dams, 259 points
  2. Abt Schaeffler Audi Sport, 194 pts.
  3. Mahindra Racing, 182 pts.
  4. DS Virgin Racing, 153 pts.
  5. Techeetah, 94 pts.
  6. NextEV NIO, 59 pts.