Renault Danmark

Vælg en side

Til trods for en yderst udfordrende finale weekend i Formel E mesterskabet 2016/2017, formåede Renault, at vinde mesterskabet endnu engang. Mesterskabet har kun været afholdt i tre sæsoner og hver gang har Renault e.dams teamet stået øverst på podiet.

Sebastien Buemi måtte dog afgive kørernes mesterskabstitel til Audis Lucas di Grassi, men Buemi blev endda en flot nr. 2 i en weekend, hvor tingene bestemt ikke flaskede sig, som man kunne ønske.

To løb på en weekend
Sæsonfinalen fandt sted i Montreal i Canada med løb både lørdag og søndag. Renault mødte op med et solidt forspring i team-mesterskabet. Sebastien Buemi var imidlertid mindre stærkt rustet, for hans mesterskabsføring var blevet reduceret til 10 points, da han pga. sammenfaldende kontraktlige forpligtelser ikke kunne deltage i de to løb i New York to uger tidligere.

Under den frie træning lørdag begik Buemi en kørefejl, ramte barrieren hårdt og dermed var den ene af hans to Formel E racerbiler blev så beskadiget, at teamet blev nødt til at udskifte bl.a. batteriet for at gøre den køreklar til eftermiddagens løb.

Fra 2. pladsen til 12. pladsen
Dermed blev en startposition som nr. 2, lige efter Audi-rivalen Lucas di Grassi, forvandlet til en 12. startplads, fordi et batteriskifte koster 10 startpositioner. Siden fik Buemi en vanskelig start, hvor der bl.a. var nærkontakt med en af konkurrenterne midt i feltet og han fandt pludselig sig selv på 17. pladsen i det 20 biler store felt.

Teamet havde gjort den beskadigede racer køreklar og selvom alting skete i sidste øjeblik, kørte bilen, som blev anvendt i løbets anden halvdel, som et elektrisk klokkeværk. Buemi kæmpede sig gennem feltet, helt op på 4. pladsen og dermed reducerede han den fordel, som Di Grassi havde opnået. Brasilianeren førte nemlig løbet fra start til mål.

Men efter løbet blev den genopbyggede racerbil vejet og fundet for let. Batteriet, som leveres af tredjepart, fælles for alle Formel E deltagere, kan variere i vægt. Det vidste man i teamet og man havde derfor lagt 4 kg ekstravægt i Buemis racer, da der ikke var tid til at veje bilen. Det var blot ikke nok og så var slaget tabt. Diskvalifikation og 18 points i underskud overfor Di Grassi inden søndagens løb.

Batteriet brændte
Nico Prost i den anden Renault e.dams racer startede fra 4. pladsen og gav sin team-kollega al den støtte, han kunne. Det kostede lidt på placeringerne og han måtte affinde sig med 6. pladsen i mål. Derpå drillede batteriet også i Prost’ racer. Det brød i brand og i sagens natur måtte det udskiftes til søndagens løb. Det kostede 10 startpositioner i straf.

Men ikke nok med det. Inverteren var også blevet beskadiget, det kostede yderligere 10 positioner og trods en tilkæmpet startposition som nr. 7, blev løbsledelsens pragmatiske beslutning, at lade franskmanden starte søndagens løb fra pitten.

Buemi fik aldrig det rette greb om søndagens træning, formentlig stresset af lørdagens diskvalifikation, som reelt indebar, at han mindst skulle blive nr. 2, hvis han skulle genvinde mesterskabet – og da skulle Di Grassi ikke klare sig særlig godt. Sådan gik det ikke. Di Grassi blev godt nok nr. 7, men Buemi blev påkørt efter starten, blev fejlagtigt kaldt i pit for at få fjernet en beskadiget karrosseridel fra påkørslen, (som dog allerede var faldet af), og så var han allerbagest.

Overlegen mesterskabssejr
Buemi kørte sig op på 11. pladsen, men det havde ingen betydning for kører-mesterskabet. Førstepladsen var blevet til 2. pladsen. For Prost’ vedkommende fik han flere problemer med bilen undervejs, formåede dog at sætte løbets hurtigste omgangstid og dermed score det eneste point, som teamet fik med hjem fra sæsonfinalen.

Det var også uden nævneværdig betydning. For ingen af Audi kørerne klarede sig så godt, at Audi kunne så meget som komme i nærheden af Renault i team-mesterskabet, som Renault vandt med 20 points forspring.

Søndagens løb blev i øvrigt vundet af franskmanden Jean Eric Vergne. Det var hans og Techeetah teamets første Formel E sejr. Set med Renault briller var Vergnes triumf et lille plaster på såret, for Techeetah anvender ikke egen racerbilskonstruktion – de har købt bilerne hos Renault.

Når alt kommer til alt: En meget flot sæson
Selvom finaleløbenes begivenheder umiddelbart lagde en dæmper på Renault e.dams teamets begejstring, er det ikke desto mindre et faktum, at teamet er klart det mest succesrige i Formel E. Renault har vundet samtlige tre mulige mesterskaber. Og selvom Buemi mistede kørernes titel, ikke kun pga. finaleløbet men også fraværet i New York, blev han trods alt nr. 2 og kan glæde sig over, at have vundet ikke færre end seks ud af sæsonens i alt 12 løb.

Den fjerde Formel E sæson tager på ny sin begyndelse i Hong Kong, lidt senere end den nu afsluttede tredje sæson. Til gengæld bliver det med to løb på programmet: D. 2. og 3. december går det løs, og som i år køres finalen i Montreal sidste weekend i juli måned 2018.

Resultat, Montreal ePrix, 29. juli 2017 (6 bedste):
1. Lucas di Grassi (Brasilien), Abt Schaeffler Audi Sport, 35 omg.
2. Jean Eric Vergne (Frankrig), Techeetah, +0,350s.
3. Stephane Sarrazin (Frankrig), Techeetah, +7,869s.
4. Daniel Abt (Tyskland), Abt Schaeffler Audi Sport, +8,592s.
5. Sam Bird (England), DS Virgin Racing, +8,913.
6. Nico Prost (Frankrig), Renault e.dams, +10,058s.

Resultat, Montreal ePrix, 30. juli 2017 (6 bedste):
1. Jean Eric Vergne (Frankrig), Techeetah, 37 omg.
2. Felix Rosenqvist (Sverige), Mahindra Racing, +0,896s.
3. Jose Maria Lopez (Argentina), DS Virgin Racing, +4,468s.
4. Sam Bird (England), DS Virgin Racing, +7,114s.
5. Nick Heidfeld (Tyskland), Mahindra Racing, +21,933s.
6. Daniel Abt (Tyskland), Abt Schaeffler Audi Sport, +24,855s.

Slutstillingen i Formel E mesterskabet (6 bedste):
Kørerne:
1. Lucas di Grassi (Brasilien), Abt Schaeffler Audi Sport, 181 points
2. Sébastien Buemi (Schweiz), Renault e.dams, 157 pts.
3. Felix Rosenqvist (Sverige), Mahindra Racing, 127 pts.
4. Sam Bird (England), DS Virgin Racing, 122 pts.
5. Jean Eric Vergne (Frankrig), Techeetah, 117 pts.
6. Nicolas Prost (Frankrig), Renault e.dams, 93 pts.

Teams (6 bedste):
1. Renault e.dams, 268 points
2. Abt Schaeffler Audi Sport, 248 pts.
3. Mahindra Racing, 215 pts.
4. DS Virgin Racing, 190 pts.
5. Techeetah, 156 pts.
6. NextEV NIO, 59 pts.