Renault Danmark

Vælg en side

Det lå til at blive en sejr for Sebastien Buemi, da den schweiziske Renault kører var startet fra pole-position og havde ført hele løbet. Men en forglemmelse blev afgørende for udfaldet af sæsonens tredje ePrix, som lørdag d. 13. januar fandt sted i Marrakesh i Marokko. Derved blev sejren forvandlet til en 2. plads i mål.

Forklaring:
Kort inden starten på løbet, hvortil Buemi havde sat den bedste kvalifikationstid og derved dokumenteret, at Renault e.dams teamet var tilbage, hvor de havde satset på at være allerede ved sæsonstarten i Hong Kong, havde man opdaget en fejl ved en vandpumpe. Den hurtige løsning var, at skifte rækkefølgen på de to biler, så Buemi startede med den bil, han egentlig først skulle have kørt i løbets 2. halvdel (som bekendt bytter kørerne bil midt i løbet). Og siden, naturligvis, at reparere vandpumpen.

Det fungerede fremragende. Men i kampens hede havde ingen tænkt over, at ændre indstillingen, så Buemi ville kunne benytte sit Fanboost, hvis han altså opnåede et sådan. Det fungerede på Bil 2, der nu var blevet til Bil 1, men ikke omvendt. Og Fanboost må først benyttes i løbets 2. halvdel.

Fanboost til ingen nytte
Henimod slutningen af løbet førte Buemi fortsat, men han havde svenskeren Felix Rosenqvist lige i baghjulet. Da Buemi havde fået Fanboost (Fanboost går ud på, at fans via digitale platforme kan stemme på deres favoritter, og de tre kørere, der får flest stemmer, disponerer da over ekstra motoreffekt i løbets 2. halvdel – og dem var Renault køreren iblandt), havde han tænkt sig, at bruge de cirka 30 hestekræfter, som leveres over ca. 5 sekunder, til at lægge en ”sikkerhedsafstand” til Rosenqvist.

Buemi lagde den rette linje an ved indgangen til en kurve og ville siden være accelereret ud af kurven med de flere hestekræfter, han havde til rådighed. Men der skete naturligt nok ingen ting, da han trykkede på Fanboost knappen. Problemet var, at han havde skabt en åbning på banen og i forvirringen ikke var hurtig nok til, at få den lukket igen – og den chance lod svenskeren ikke gå fra sig. Han strøg forbi og Buemi kunne blot ærgre sig de sidste par omgange, for nu blev han 2’er i stedet for vinder. Det kostede 7 mesterskabspoints.

Payback
Den slags ting sker, når der er stress på, noget som Rosenqvist også tidligere havde oplevet. Sebastien Buemi kaldte det efterfølgende ”payback”, for sidste år fik han selv en sejr forærende af netop Felix Rosenqvist, da hans team begik en fejl under et pitstop og svenskeren blev straffet med 10 sekunder.

Man kan kaldet det dyre lærepenge, men det er symptomatisk for Formel E, at så meget er nyt, at ikke alle scenarier er kodet ind i rygmarven på team-medlemmerne.

Buemi tilbage på toppen
Det positive for Renault e.dams teamet var, at Buemi er tilbage på toppen, men team kollegaen Nico Prost havde ikke et let løb, han blev påkørt af konkurrenter og sluttede på en skuffende 13. plads.

I den samlede stilling ligger Buemi derfor bedst af de to. Hans pole-position og 2. plads gav ham i forening 21 points, han havde et enkelt i forvejen og ligger nu på en samlet 6. plads i mesterskabet.

Næste gang, det går løs, er lørdag d. 3. februar i Santiago i Chile, et sted hvor der ikke har været kørt Formel E før. Om det er en fordel eller en ulempe for Renault e.dams teamet vil tiden vise…

ABB FIA Formula E Marrakesh E-Prix, 3. afd. Formel E 2017/18:
Resultat:

1. Felix Rosenqvist (SWE), Mahindra M4Electro.
2. Sebastien Buemi (CHE), Renault Z.E.17, +0,945s.
3. Sam Bird (GBR), DS-Virgin DSV-03, + 5,762s.
4. Nelson Piquet jr. (BRA), Jaguar I-Type II, +6,554s.
5. Jean-Eric Vergne (FRA), Renault Z.E.17, +12,238s.
6. Jose Maria Lopez (ARG), Dragon-Penske EV-2, +16,491s.
13. Nico Prost (FRA), Renault Z.E.17, +53,099s.

Stillingen i ABB FIA Formel E mesterskabet:
Kørere:

1. Felix Rosenqvist (SWE), Mahindra, 54 points.
2. Sam Bird (GBR), DS-Virgin, 50 pts.
3. Jean-Eric Vergne (FRA), Techeetah-Renault, 43 pts.
4. Nelson Piquet jr. (BRA), Jaguar, 25 pts.
5. Edoardo Mortara (CHE), Venturi, 24 pts.
6. Sebastien Buemi (SWI), Renault e.dams, 22 pts.
15. Nico Prost (FRA), Renault e.dams, 6 pts.

Teams:
1. Mahindra Racing, 75 points.
2. DS-Virgin Racing, 58 pts.
3. Techeetah, 43 pts.
4. Panasonic Jaguar Racing, 40 pts.
5. Venturi Formula E, 30 pts.
6. Renault e.dams, 28 pts.
7. Audi Sport Abt Schaeffler, 12 pts.
9. NIP Formula E Team, 9 pts.
10. Dragon Racing, 8 pts.