Renault Danmark

Vælg en side

Han har fart på, 18-årige Christian Lundgaard. Indenfor de seneste par uger har han fået kørekort, gennemført sin første Formel 1-test og afsluttet debutsæsonen i det internationale FIA Formel 3-mesterskab.

Formel 3-sæsonen sluttede i weekenden i sammenhæng med det russiske Formel 1 grandprix i Sochi. En over-ivrig konkurrent ødelagde Lundgaards weekend ved at påkøre ham under en safetycar-periode midt i lørdagens løb. Det betød, at danskeren kom fra Sochi uden point, og han sluttede mesterskabet på den samlede sjetteplads.

”Det har været en svær sæson – meget op og ned,” siger Lundgaard, der siden 2017 har været med i Renault Sport Academy.

”Jeg var stærk i vinter-testerne, og vi var rigtig godt med i første afdeling i Barcelona. De næste to løb på Paul Ricard og Red Bull Ring var bare noget rod. Det har i det hele taget været en rodet sæson. Og irriterende!”

Kun på Hungaroring i Ungarn var Lundgaard for alvor forskånet for uheld, og her dominerede han med pole position, hurtigste omgang, en overlegen sejr lørdag og en femteplads søndag.

”Det har været frustrerende. Men det er heldigvis naturligt for mig at komme tilbage efter skuffelser. Alle har op- og nedture, men det er hvordan, man kommer over det, der er vigtigt,” siger Lundgaard.

Og selvom den samlede sjetteplads ikke lever på til hans egne, høje  forventninger, er Lundgaard klart bedste ’rookie’ i mesterskabet: Han er den eneste i top-8, der inden sæsonen ikke havde kørt mindst en sæson i Formel 3/GP3.

I ugen op til Formel 3-finalen i Sochi fik Lundgaard sin første Formel 1-test. Renault, der via deres Sport Academy vil uddanne fremtidens Formel 1-stjerner, slap den danske teenager løs på Hungaroring i en af deres 2017-modeller.

”Det gav lidt mere positiv energi, at jeg kort forinden havde vundet på Hungaroring i Formel 3,” fortæller han.

”Jeg følte mig næsten omgående godt tilpas i Formel 1-bilen, men selvfølgelig var det ny fornemmelse. Jeg skulle vænne mig til acceleration, nedbremsning, downforce, dæk, grip og så videre, men jo flere omgange jeg kørte, jo mere naturligt føltes det.”

”Testen i Ungarn var hovedsageligt for at se, hvad jeg kunne. Det handlede ikke så meget om at teste bilen. Teamet ville se, hvilket potentiale jeg har i en Formel 1-bil. De så på hvordan jeg arbejdede med ingeniørerne, hvordan jeg kørte på banen og så videre.”

Da Christian Lundgaard i 2017 blev optaget i Renault Sport Academy, lagde man en plan, der skulle føre danskeren frem til Formel 1 i 2021.

”Det er stadig en mulighed – men der er hård konkurrence i akademiet,” siger Lundgaard.

Renault har allerede et par kørere i Formel 2, og for Lundgaard står valget nu mellem endnu en sæson i Formel 3 eller at rykke op i Formel 2.

”Det er svært at sammenligne kørere i Formel 2 og Formel 3, men hvis jeg kører Formel 2 næste år, vil jeg komme op i mod de akademi-kørere, der er længst fremme. Så vil det blive nemmere at sammenligne os,” siger han selvsikkert.