Renault Danmark

Vælg en side

Kevin Magnussen og Renault Sport F1-teamet fik under træningen til Mexicos Grand Prix i weekenden mulighed for at afprøve den nye ’halo’-sikkerhedsbøjle omkring cockpittet.

Det internationale bilsportsforbund FIA undersøger forskellige muligheder for at forbedre sikkerheden omkring cockpittet og kørerens hoved. ’Halo’-bøjlen opfattes af mange som den bedste løsning, og de fleste teams har i løbet af sæsonen kørt med systemet i en eller flere træninger.

I Mexico var det første gang Renault kørte med ’halo’, men Kevin Magnussen var ikke begejstret.

”Hvis man skulle blive ramt af et hjul eller vragdele fra en anden bil, vil ’halo’ utvivlsomt mindske risikoen for, at man kommer til skade. Men der er efter min mening bare mange andre ting, man burde se på først, hvis man vil øge sikkerheden” siger Magnussen.

”Udsynet bliver forringet når man kører med ’halo’,” fortsætter Magnussen. ”Det føles som om, man har en kasket trukket for langt ned over panden: Man kan godt se hvor man går, men det er alligevel irriterende. Og endelig gør ’halo’-rammen det sværere at komme hurtigt ud af bilen.”

’Halo’ – eller en anden af de muligheder for øget sikkerhed omkring cockpittet der arbejdes med – indføres tidligst i Formel 1-reglementet fra 2018-sæsonen.