Renault Danmark

Vælg en side

Kevin Magnussen, Renault Sport F1-teamet og resten af Formel 1-feltet nærmer sig sommerferien. Reglementet kræver ligefrem, at alle teams lukker  helt ned i 14 dage i august, men forinden skal grandprix´erne i Ungarn (24. juli) og Tyskland (31. juli) overstås.

Ungarns Grand Prix køres på Hungaroring udenfor Budapest. Blandt de lokale kaldes Hungaroring ofte ’den dybe tallerken’, for banen er placeret i en fordybning, der giver tilskuerne optimale oversigtforhold. Hungaroring er også populær blandt danske Formel 1-fans, og da Kevin Magnussen kørte på banen ved Ungarns Grand Prix 2014, fik han en fantastisk velkomst, da han på kører-paraden inden starten kom til sidste sving. Hundredevis af danskere taktfast skrålede ’MagnusSEN, MagnusSEN, MagnusSEN’ og fyrede konfetti, romerlys og kanonslag af.

”Den slags støtte hjælper altid,” siger Kevin. ”Hungaroring er i det hele taget en cool bane, og kvalifikationen er vigtigere end på de fleste andre baner, for det er vanskeligt at overhale. Det er ingen hemmelighed, at vores bil i sin nuværende udformning har det svært, når den skal køre ind over curber (’kantstene’). Det skal man på Hungaroring, men her er curberne heldigvis så flade, at det forhåbentlig ikke bliver det helt store problem. Vi skal bare yde vores bedste – og håbe på der kommer et point eller to på VM-kontoen.”