Renault Danmark

Vælg en side

Weekendens kinesiske grandprix på Shanghai International Circuit understregede, at Renault Sport F1 fortsætter fremgangen. Med en sjetteplads til Nico Hülkenberg og en niendeplads til Carlos Sainz Jr etablerede teamet sig på femtepladsen i VM, og der er nu kun tre point op til McLaren (der kører med Renault-motorer) på fjerdepladsen. Og den gode weekend i Kina blev understreget af at feltets tredje team med Renault-power, Red Bull, vandt løbet med Daniel Ricciardo.

Ude på Shanghai International Circuit´s tilskuerpladser gav Renault de kinesiske Formel 1-fans et kik ind i fremtiden. Her udstillede man koncept-modellen R.S.2027 ved siden af en af Alain Prosts 1983-biler.

Mens Renault R.S.2027 er et fantasifuldt bud på hvordan en F1-bil kan se ud om 10 år, arbejder Formel 1-organisationen i disse uger intensivt på det reglement, der skal forme bilerne om mindre end tre år.

Formel 1-organisationen offentliggjorde for nylig en række ideer, som man sammen med de 10 teams og det internationale bilsportsforbund FIA nu arbejder på at indføre fra 2021.

En af grundideerne handler om, at det skal være nemmere at overhale. Der er endnu ikke taget stilling til præcis hvordan fremtidens Formel 1-biler skal udformes, men man vil utvivlsomt forsøge at gøre det nemmere at følge tæt bag en konkurrent. I dag er Formel 1-bilernes aerodynamik så avanceret, at den skaber meget turbulente luftstrømme for de bagvedkørende. Det betyder, at bilen bagved har svært at ved overhale, fordi den mister vejgreb (’downforce’) i den urolige luft.

Med hensyn til motorerne forslår Formel 1-organisationen, at de bliver billigere, mere enkle og får flere hestekræfter end de nuværende. Samtidig slår man fast, at fremtidens Formel 1-motorer skal have hybrid-teknologi og være relevante for gadebiler. FIA bakker op om forslaget, og arbejder hen mod at F1-motorerne fra 2021 skal være mindre avancerede udgaver af de nuværende 1,6-liters turbo-hybridmotorer.

Formel 1-organisationen vil også reducere omkostningerne i sporten ved at indføre et såkaldt ’budget-loft’, som alle teams skal holde sig under.