Renault Danmark

Vælg en side

Men på en omgang hurtigere end nogensinde!

Italiens Grand Prix på Monza-banen i den forløbne weekend leverede den hurtigste Formel 1-omgang nogensinde. Kimi Raikkonens pole position-tid for Ferrari på 1m19.119s blev sat med en gennemsnitshastighed på 263,587 km/t. Den hidtil hurtigste omgangstid i Formel 1-historien blev sat af Juan-Pablo Montoya (Williams-BMW) under kvalifikationen til Italiens Grand Prix 2004 i Monza med en gennemsnitshastighed på 262,242 km/t.

’Autodromo di Monza’ er den sidste, deciderede højfartsbane i Formel 1-kalenderen. Topfart – der i høj grad afhænger af rå motor-power – er en vigtig faktor i en god omgangstid i Monza. Under kvalifikationen var Fernando Alonsos McLaren med Renault-motor hurtigste bil på langsiden med 346,4 km/t. Men hastigheden i svingene spiller også en vigtig rolle på den italienske bane.

”Der er en grund til, at Monza kaldes ’Temple of Speed’”, siger Renault Sport F1-kører Nico Hülkenberg.

De fleste banerekorder i Formel 1 stammer helt tilbage fra 2004, hvor man kørte med 3-liters V10-sugemotorer. Men de 14 år gamle banerekorder er nu kommet under pres, og udviklingen blev understreget sidste weekend i Monza: 2018-bilerne med 1,6-liters V6-hybridmotorer er nu på niveau med V10-racerne fra 2004.

Men de to generationer af Formel 1-biler skaber de omtrent identiske omgangstider på vidt forskellige vis. I 2004 satte Antonio Pizzonia (Williams-BMW) den højeste topfart med 379,9 km/t – altså betydeligt hurtigere end i år. Forskellen i topfart skyldes, at nutidens biler har højere vindmodstand fra bredere hjul og større vinger. Effekten fra motoren – i meget runde tal mellem 900 og 1000 hk – er omtrent den samme.

Til gengæld var 2004-bilerne betydeligt langsommere i svingene. For det første kørte de med riller i dækkene og for det andet havde de ikke så effektiv downforce som nutidens formel 1-biler.

Med andre ord: Sammenlignet med 2004-bilerne er Formel 1-bilerne anno 2018 hurtigere i svingene og langsommere på langsiderne. Men på en fuld omgang på highspeed-banen i Monza er de nu marginalt hurtigere. Og dermed de hurtigste Formel 1-biler nogensinde!