Renault Danmark

Vælg en side

Kevin Magnussen jagter stadig sine første point i Formel 1-VM 2016, men alligevel optræder han på en officiel 14.-plads i den samlede VM-stilling – lige efter Stoffel Vandoorne (McLaren-Honda) med ét point og lige foran Renault-teamkammerat Jolyon Palmer, der ligesom danskeren heller ikke har scoret point. Og på 23.-og sidstepladsen optræder Fernando Alonso (McLaren-Honda).

Hvordan rangerer det internationale bilsportsforbund FIA kørere, der alle har nul point? Ganske simpelt: Selvom det kun er placeringerne fra nummer et til 10 der udløser VM-point, tæller de øvrige placeringer også med, når den samlede stilling skal udregnes. Med sin 11.-plads i Bahrain er Kevin Magnussen bedst blandt kørerne uden VM-point. Palmer har ganske vist også en 11.-plads fra Australien, men så ser man på kørerens næstbedste resultat. Her har Magnussen 12.-pladsen fra Australien, og derfor er han placeret foran teamkammeraten.

Fernando Alonso er sidst fordi han udgik i Australien og ikke kom til start i Bahrain.

Men allerede i Kina i denne weekend vil Kevin Magnussen tage springet op blandt de kørere der har VM-point.

”Med normalt løb satser jeg på at slutte i top-10,” siger K-Mag med henvisning til at sæsonens to første grandprixer blev delvist ødelagt af henholdsvis en punktering og en straf for at misforstå et rødt lys om kontrolvejning under træningen.