Renault Danmark

Vælg en side

Kevin Magnussens Renault brød fredag i brand under den indledende træning til Malaysias Grand Prix i Sepang. Han slap uskadt ud af bilen, og Renault Sport F1-teamets mekanikerne fik slukket ilden i løbet af kort tid.

Branden opstod i et nyt brændstofsystem, der blev afprøvet med henblik på det kommende grandprix i Mexico 6. november. Her køres løbet på Autodromo Hermanos Rodriguez i Mexico City, der ligger cirka 2200 meter over havets overflade.

Den tynde luft med det lavere iltindhold i Mexico City stiller andre og hårdere krav til motor og brændstofsystem. Ved at afprøve det nye system allerede i Malaysia, sørgede Renault-teknikerne for at de nye system er klar til Mexicos Grand Prix.

Trods branden fik Renault Sport F1-mekanikerne Kevin Magnussens bil klar igen i løbet af bare fire timer, og lørdag leverede danskeren en af sæsonens bedste kvalifikations-resultater med en 14.-plads.

I løbet søndag opstod der kaos i første sving, da Sebastian Vettel (Ferrari) ramte Nico Rosberg (Mercedes). Kevin Magnussens Renault blev i den efterfølgende tumult beskadiget både for og bag, og selvom han fortsatte i yderligere 17 omgange, blev han trukket ud af løbet. Hans teamkammerat Jolyon Palmer sørgede med en 10.-plads for at Renault scorede VM-point for andet løb i træk.

”Det var ærgerligt: Jeg startede fem pladser foran Jolyon, så der havde være gode VM-point på kontoen, hvis jeg ikke var blevet indblandet i balladen i første sving,” siger K-Mag.

Allerede i den kommende weekend køres næste afdeling af Formel 1-VM 2016 på Suzuka-banen i Japan.