Renault Danmark

Vælg en side

Den kun 15-årige Christian Lundgaard vil være den næste dansker i Formel 1. Han er netop blevet optaget i Renault Sport Academy, et junior-program for unge talentfulde racerkørere, der skal skabe fremtidens Formel 1-stjerner til Renault Sport F1 Team.

For den unge dansker, der vandt EM i gokart i KFJ-klassen i 2015, er det stadig langt til Formel 1. Men Christian Lundgaard er på rette vej, for historien viser, at et junior-program hos et etableret team er den bedste måde at sikre sig et sæde i kongeklassen. Faktisk har alle de kørere, der er kommet til tops i Formel 1 i de seneste år, været igennem et junior-program hos et etableret team.

Lewis Hamilton var kun 13 år, da han kom ind i McLarens juniorprogram, og Sebastian Vettel blev støttet af Red Bull allerede i sine gokart-dage. De to yngste kørere i Formel 1-historien kommer også fra junior-programmer. Max Verstappen, der kun var 17 år da han kørte sig første grandprix i 2015, blev ført frem til Formel 1 af Red Bull, og 18-årige Lance Stroll, der debuterede i Formel 1 i år, har været med i både Ferraris og Williams´ junior-programmer

Og danske Kevin Magnussen var kun 17, år da han blev ’udviklingskører’ hos McLaren.

Christian Lundgaard skifter i år fra gokart til formel-racing, hvor han stiller op i NEZ-mesterskabet i Formel 4.

”Renault Sport Academy vil hjælpe mig fysisk og mentalt til kommende udfordringer, og det er fantastisk at have støtte fra et team af denne kaliber,” siger den danske teenager.

Der er i år seks kørere i Renault Sport Academy, og Christian Lundgaard er med sine 15 år det yngste medlem af ’Formel 1-akademiet’.

”Gennem Renault Sport Academy har vi et link til spændende, nye talenter, der bliver udviklet indenfor rammerne af Renault Sport Racing,” siger sportsdirektøren for Renaults Formel 1-team, Alan Permane.

”Vi følger dem tæt – både på banen og ved deres jævnlige besøg i vores hovedkvarter i Enstone. Efterhånden som de kommer tættere på Formel 1, vil de komme i vores Formel 1-simulator og deltage i private test-programmer,” fortsætter Permane.

Christian Lundgaard starter Formel 4-sæsonen i den sidste weekend i april, hvor første afdeling af NEZ-serien køres som support-race til det russiske Formel 1 Grand Prix på autodromen i Sochi.