Renault Danmark

Vælg en side

Onsdag d. 2. august 2017 leverede Robert Kubica et af de mest bemærkelsesværdige comebacks i Formel 1-hisorien. På Hungaroring udenfor Budapest, hvor Ungarns Grand Prix blev afviklet i weekenden, kørte den 32-årige polak 142 omgange for Renault Sport F1 Team og satte dagens fjerdebedste omgangs-tid blandt de 13 kørere, der testede på banen.

Robert Kubica var et af verdens største motorsportstalenter i 00´erne. Selvom Polen ikke var den naturlige base for en motorsportskarriere, lykkedes det ham at kæmpe sig frem til Formel 1. Han debuterede i Ungarns Grand Prix 2006 på Hungaroring, og allerede få uger senere sluttede han på tredjepladsen i sit kun tredje Formel 1-løb, Italiens Grand Pix i Monza.

I 2007 overlevede han mirakuløst den måske voldsomste Formel 1-ulykke nogensinde omtrent uskadt, da hans BMW ramte muren med uhyggelig høj fart i Canadas Grand Prix. Og året efter vandt han sit første grandprix i netop Canada. I 2010 skiftede Kubica til Renaults Formel 1-team (billedet), og han scorede blandt andet en andenplads og to tredjepladser. Der var store forhåbninger til 2011, og han var hurtigst af alle i de indledende tests op til sæsonstarten. I pausen mellem to tests stillede han op i et mindre rally i Italien, og her gik det galt.

Han ramte et autoværn, der borede sig tværs gennem hans bil – på langs. Da bilen holdt stille, stak autoværnet over en meter ud gennem bilens bagende, og Kubica var alvorligt kvæstet. Specielt højre hånd og arm var kommet til skadet, og han har de seneste år været gennem utallige operationer for at genvinde den fulde bevægelighed. Han har kørt rally og sportsvogns-løb, hvor pladsen i cockpittet ikke er så trang som i en Formel 1-racer, og hans handicap derfor ikke hæmmede ham så voldsomt.

Gradsvist er bevægeligheden blevet bedre, og han har i løbet af sommeren gennemført et par tests i en ældre Renault Formel 1-racer. Men aktuelle Formel 1-biler, der er betydeligt mere fysisk krævende at køre end tidligere generationer, har man anset som udenfor Kubicas rækkevidde.

Indtil onsdag d. 2. august 2017. Her leverede Kubica en fantastisk præstation, der antyder, at den Formel 1-karriere, alle anså for slut efter rally-ulykken for snart syv år siden, måske kun blev sat på standby. Efter 142 omgange – der er mere end to grandprix-distancer! – og konkurrencedygtige omgangstider, kan Robert Kubica igen drømme realistiske drømme om en fast plads i Formel 1-feltet.

”Det har været en fantastisk rejse, og jeg har i dag fået besvaret en masse spørgsmål,” sagde Robert Kubica efter sit overbevisende comeback.