Renault Danmark

Vælg en side

Mød Renault Sport F1 Team´s nye kører

Renault Sport F1 Team og Daniel Ricciardo chokerede Formel 1-verdenen i sidste uge. Alle – inklusiv Red Bull-teamchef Christian Horner – havde ventet, at Ricciardo ville forny sin kontrakt med Red Bull. Men fredag meddelte Renault Sport F1, at man havde indgået en toårig aftale med den 29-årige australier.

”Jeg er imponeret af Renaults fremgang de seneste to år,” forklarede Ricciardo. ”Og så ved jeg, at hver gang Renault har været med i formel 1, har de vundet.”

Det er en af de hurtigste og mest populære kørere i formel 1-feltet Renault har sikret sig for 2019-20. Daniel Ricciardo er kendt for det bredeste smil i formel 1. Og for at drikke champagne af sine sure køresko, når han har vundet.

Mens mange andre formel 1-kørere er mutte og indelukkede (’fokuserede’ vil de sikkert selv sige!) er Ricciardo altid glad og smilende. Her er en racerkører, der åbenlyst udlever sin drøm, nyder det – og stadig leverer resultater på højeste niveau.

Daniel Ricciardo grundlagde sin karriere hjemme i Australien, inden han i 2006 rykkede til Europa. Her vandt han i 2008 og 09 henholdsvis WEC-serien i formel Renault 2,0 (klassen danske Christian Lundgaard nu deltager i) og det britiske formel 3-mesterskab.

I 2011 debuterede han i formel 1 for det lille HRT-team, og året efter skiftede han til Toro Rosso, og scorede sine første VM-point. I 2014 rykkede han op til Red Bull-teamet, hvor han blev teamkammerat med den regerende verdensmester Sebastian Vettel. Der var lagt op til en slags mesterlære hos den hurtige tysker, men ’lærlingen’ fra Australien ville det anderledes: Da 2014-sæsonen sluttede, havde Ricciardo vundet tre løb, mens mester Vettel aldrig kom øverst på sejrskamlen.

I alt har Daniel Ricciardo nu vundet syv grandprixer for Red Bull (alle med Renault-motorer). Og han har omskrevet sejrsceremonien efter løbene: Når Ricciardo vinder, drikker han champagne af sin køresko. Og det samme insisterer han på de andre kørere, teamchefer  og eventuelle VIPs på sejrskamlen gør. Det er måske det eneste aspekt ved sin nye kører, Renault Sport F1 teamchef Cyril Abiteboul ikke glæder sig til.

”Daniels talent og karisma er en kæmpe bonus for vores team,” siger Abiteboul diplomatisk…