Renault Danmark

Vælg en side

Buemi vandt de sidst kørte Formel E løb i Berlin – det har han tænkt sig at følge op på med endnu en succes

På lørdag d. 19. maj køres næste afdeling af Formel E mesterskabet, den næstsidste på europæisk grund i indeværende sæson. Løbet finder sted i Berlin og her må historien gerne få lov at gentage sig for Renault e.dams teamet – i hvert fald en del af den. Der har nemlig i alt været kørt fire E-Prix’er i den tyske hovedstad med den unikke historie, Renault e.dams teamet har imidlertid vundet halvdelen, og det er præcis den del af historien, man satser på at kunne gentage.

I den allerførste Formel E sæson var Sebastien Buemi lige ved at køre sin e.dams Renault racer i mål som vinder af historiens første E-Prix i Berlin. Det var tæt på, men Buemi måtte nøjes med 2. pladsen. Det blev også siden den placering, han opnåede i mesterskabet, hvor kun ét enkelt point adskilte ham fra at blive historiens første Formel E mester.

Løbet foregik dengang i den historiske Tempelhof lufthavn, som under den kolde krig udgjorde den ene ende af den såkaldte luftbro, der forbandt Vestberlin med resten af den vestlige verden.

Året efter blev en anden verdenshistorisk begivenhed afgørende for, at løbet blev henlagt til en regulær gadebane på Karl Marx Allee, lige op ad den berømte Alexanderplatz. Grunden var de store flygtningestrømme, som netop i Berlin opnåede overnatningsmuligheder i den nedlagte Tempelhof lufthavn.

Sejr på Karl Marx Allee og i Tempelhof
For Sebastien Buemi og Renault e.dams blev det til sejr, en af de triumfer, som ved sæsonens afslutning betød, at den schweiziske Renault-kører stod øverst på podiet som historiens 2. Formel E mester. Ved samme lejlighed vandt Renault e.dams teamet sit andet mesterskab.

I fjor var de mange flygtninge draget videre, Tempelhoft lufthavnen var på ny brugbar og ikke færre end to løb blev der afviklet i forbindelse med Berlin E-Prix 2017. Buemi stod øverst på skamlen i det sidste af dem – det må gerne gentage sig, for det var en medvirkende årsag til, at teamet siden kunne tage det tredje team-mesterskab. Til dato er Renault e.dams teamet det eneste team, der har vundet team-mesterskabet i Formel E historien.

Det kommer dog næppe til at ske i år. Realistisk betragtet vil det blive meget svært for Renault e.dams at vinde et fjerde mesterskab og ligeledes vil teamets kørere også have svært ved at tage kørernes titel, selvom de seneste E-Prix’er har indikeret, at man er ved at være tilbage i sin kendte form.

Men der resterer fortsat en tredjedel af sæsonen og kørerne såvel som teamet er så sultne efter succes som aldrig før. I år skal der på ny køres i Tempelhof lufthavnen, på den 2,37 kilometer lange til formålet opbyggede racerbane, og med toppen af podiet i næsten frisk erindring er Sebastien Buemi ekstra animeret til at yde den nødvendige indsats, ikke mindst efter at det i Paris viste sig, at bilen er fuldt konkurrencedygtig.

Her på siden følger vi som hidtil op på Formel E mesterskabet, efter at Renault har forsøgt at skrive endnu et kapitel i succeshistorien i Berlin. Desuden kan man også følge med i Formel E på Eurosport.

Udsendelsesplanen ser sådan ud på Eurosport:
14. maj 22:00-22:30: Optakt – Eurosport 1
19. maj 14:00-15:00: Kvalifikation LIVE – E2
19. maj 17:45-18:00: Optakt – Eurosport 1
19. maj 18:00-19:15: Løb LIVE – Eurosport 1
22. maj 22:35-23:00: Tilbageblik – Eurosport 1